Hus nr. 400 | Levehuse A/S
Menu

Menu

Ring Mail Til salg

Book fremvisning eller bliv kontaktet

Få mere viden om vores flotte projekter og bliv klogere på mulighederne, når I bygger med Levehuse.

Levehuse afleverer hus nr. 400

En milepæl for Levehuse

På Safranvej i Eriksborgparken blev der torsdag d. 18. marts åbnet champagne og skålet på aflevering af hus nr. 400. For 10 år siden, da Levehuse startede op midt i en af de værste finansielle kriser, var der lang vej til hus nr. 400. Trods de hårde odds, er Levehuse vokset støt og blevet et markant og velfunderet byggefirma i Silkeborg. Det har det nuværende byggeboom og tilstrømningen af kunder fra Århus bl.a. været med til at sikre.


Øget interesse fra Århus-kunder

Det seneste år er der sket en stigning i henvendelser fra kunder bosat i Århus og omegn. ”Ca. 60% af vores kunder er unge mennesker fra Århus”, påpeger Lars Pontoppidan, der sammen med partner, Frank Hansen, afleverede boligen til de nye ejere. ”Målgruppen med de unge tilflyttere fra Århus startede da vi fik motorvejen, og transporttiden dermed blev et konkurrencebarometer overfor de andre byer omkring Århus”. Frank tilføjer at Århuskunderne også vælger Silkeborg fordi byen har den størrelse den har. ”Vi har både byliv og natur, og så kan man nå rigtig mange arbejdspladser inden for 30 minutters kørsel”.

Unge tilflyttere fra Århus

Malene og Joachim, der flytter ind i bolig nr. 400, kommer fra en lejebolig på 53 m2 beliggende på Trøjborg, i den nordlige del af Århus.

Parret glæder sig til at få flere kvadratmeter og egen have. Men netop motorvejen og transporttiden har været en af de afgørende faktorer for Malene og Joachims valg. Malene er sygeplejerske i Skejby og kæresten Joachim arbejder i FC Midtjylland i Ikast. Ved at bosætte sig mellem de to arbejdspladser får de begge en overkommelig transporttid. ”Joachim får ca. 25 minutters kørsel til arbejde, og jeg får ca. 35 minutter”.

Levehuses koncept med at køberne selv kan få indflydelse på planløsning og inventar, var en anden afgørende faktor for det unge par. ”Vi har været til mange fremvisninger rundt omkring i Silkeborg, men vi fandt ofte flere ting, som vi ville ændre. Hos Levehuse kunne vi gøre dette fra begyndelsen og få det som vi ønskede”. Muligheden for at sætte deres eget præg på huset fra begyndelsen tiltalte parret i så høj grad, at det endte med at blive et Levehus.

 

Udvikling i Levehuses koncept

I Levehuses første år opførte virksomheden både arkitekttegnede huse, villaer og typehuse, men med årene har Levehuse fundet sin styrke inden for egne udstykninger af grunde med projektsalg. I dag tilbyder Levehuse unikke og nøglefærdige pakkeløsninger, der indebærer byggegrund i attraktive nyudstykninger i Silkeborg inkl. et arkitekttegnet hus med tilhørende carport og redskabsrum. ”Vi så en tendens til at nybyggere i højere grad valgte små kompakte grunde. Mange ønsker ikke at bruge tid på at holde store haver, men foretrækker fritid til motion og børn”, konstaterer Lars Pontoppidan.

Pernille Bech Lauritsen, der er salgsansvarlig i Levehuse, fortæller videre: ”I dag er Levehuses DNA sådan set projektbyggeri, hvor vi tilbyder grund, hus og carport i en samlet løsning til kunderne”. Levehuse oplever, at den høje grad af medbestemmelse appellerer til mange kunder, der samtidig slipper for de kringlede indledende faser, som også er forbundet med nybyggeri. ”Det er de ’sjove’ beslutninger’ vedr. planløsning og valg af inventar, som kunderne skal tage stilling til – og vi gør meget ud af at vejlede, så deres forventninger stemmer overens med deres budget. Vi sælger drømme som kunderne har råd til”, slutter Pernille.

Tillidsfuldt samarbejde med Levehuse

Det er også den følelse Malene og Joachim står med på overtagelsesdagen for deres nye hjem: ”Vi har oplevet samarbejdet med Levehuse som værende tillidsfuldt og seriøst. Vi har været til diverse møder med Levehuse og deres samarbejdspartnere, og har været i tæt dialog med disse gennem hele byggeprocessen”.

Nu ser Malene og Joachim frem til at komme på plads i deres nye gårdhavehus: ”Fra vores køkken kan vi se ud i gårdhaven, og vi kan sidde der uden at være generet af naboer, det synes vi er rart”, siger Malene.

Parret glæder sig endvidere til at kunne invitere familie og venner på besøg – og ikke mindst ser de frem til at kunne parkere direkte ved deres bolig.