Gårdhavehus med lækre løsninger
Menu

Menu

Ring Mail Til salg

Book fremvisning eller bliv kontaktet

Book fremvisning

Få mere viden om vores flotte projekter og bliv klogere på mulighederne, når I bygger med Levehuse.

Gårdhavehus med lækre løsninger

Morten og Martin flyttede ind i et gårdhavehus på 185 m2 i marts 2022. Vi har fået lov at komme på besøg hos dem, og se hvordan de har indrettet sig. Læs med og få inspiration til, hvordan du kan indrette et stilfuldt nybyggerhjem. 

Det er Morten og hunden Konrad, der møder os i døren til det største gårdhavehus, vi har opført til dato. Vi er spændte på at se, hvordan parret har indrettet sig på de mange kvadratmeter, der er fyldt med flotte løsninger. Morten og Martin har erfaring som nybyggere fra to tidligere byggerier. Derfor har de haft styr på deres prioriteringer og budget til at vælge materialer og løsninger, der ligger over standardmaterialerne.

Allerede i entréen fornemmer vi, at vi er trådt ind i et hjem med sans for farvesammensætning og indretning. ”Det er Martins fortjeneste”, siger Morten ”det er ham, der har styr på det med farverne”. De store 60x60 terrazzoklinker, hvor Konrad har lagt sig til rette, fører os videre ind i boligen og binder entré, bryggers og badeværelser sammen. I køkken, spisestue, stue og på badeværelserne er elementerne udført i en mørk, varm egetræsnuance. Gløden i træet skaber en hjemlig atmosfære og gør, at man som gæst føler sig velkommen i hjemmet.  

I det ene af boligens to værelser er der indrettet et hjemmekontor. Parret har prioriteret store værelser og store rum. ”Vi har faktisk samme antal værelser og samme rum som vi havde i vores tidligere bolig på 140 m2, men vi har fået mere plads i hvert rum og skaleret op. Det er en løsning, vi er meget glade for”.

 

Nybygger med Levehuse

Beslutningen om at være nybyggere i Funder Nørskov, var ikke svær at træffe. Parret var allerede bosat i området, og havde familie og venner rundt om hjørnet. På en aftengåtur stødte de på et byggeskilt med 10 villagrunde og kontaktede derefter Levehuse. Til at starte med var begge parter usikre på, om vi var det perfekte match for hinanden. ”Jeg troede nok, at Levehuse kun byggede meget standard huse og også kun mindre boliger”, siger Morten. ”Men i løbet af møderne fandt vi ud af, at vi kunne skalere huset op og fik en fornemmelse af, at vi kunne bygge et personligt hus, selvom der var en basisramme vi skulle holde os indenfor”.

Morten og Martin fik peget boligen i en retning, de synes var interessant, og i dag føler de sig utrolig godt tilpasse og hjemme i deres Levehus. Det samme gør Konrad, der har fået en kongeplads i køkken alrummet, hvorfra han kan kigge ud i den 44 m2 store gårdhave. ”Vi valgte at få lukket gårdhaven af, så vi fra start af havde privatliv”, siger Martin. Gårdhaven har fået træbeklædning, plantekasser i zink med prydegræsser og fletkurve med oliventræer, så selv på en regnvejrsdag som denne, er der masser af stemning og hygge.

Den aflukkede gårdhave var en af de tilretninger som parret fik lavet på den oprindelig basisplan, hvor gårdhaven ellers er åben ud mod carporten.

 

Personlig planløsning

En anden detalje, som især Martin insisterede på at få indarbejdet i planløsningen, var en stor vinduesbænk. Bænken er indrammet af en væg til væg egetræsreol, der er speciallavet af en snedker og opsat efter indflytning. ”Den er mit bedste spot i boligen. Jeg har villet have den i alle tre huse vi har bygget, og nu fik jeg den endelig”, siger Martin tilfreds.

Morten er også glad for vinduesbænken, men har sit eget yndlingsspot på boligens helt særlige badeværelse. Planløsningen for badeværelset er inspireret af et hotel I Hamborg, som parret ofte har besøgt. Brusevæg og toilet er bygget ind i hver deres karnap og på endevæg er fliserne ført fra gulv til loft. Rummet har en spa-agtig atmosfære og emmer af luksus overalt på de godt 14 m2.

De personlige tilretninger i planløsningen er en af de faktorer der gør, at Morten og Martin er blevet rigtig glade for deres Levehus. ”Jeg kan godt se, at de fire boliger der ligger her på vejen udefra ligner hinanden, men lige så snart du kommer indenfor, er der stor forskel og hver har deres unikke udtryk”, siger Morten.

 

Gode råd til andre nybyggere

Da vi afslutningsvis spørger ind til deres bedste råd til andre nybyggere tænker Morten og Martin sig godt om, og når frem til, at prioriteringer, er det vigtigste. ”Vores bedste råd til andre nybyggere er at prioritere rigtigt i byggeprocessen. Få lavet de ting, som er dyre og svære at lave om efterfølgende og fravælge nogle andre ting. I stedet for at lave to halve løsninger, så skip den ene af delene og vent til der er økonomi til det”. 

”Nu har vi jo tidligere bygget to boliger, og det sværeste ved at være nybygger, er at holde alle trådene samlet. For der kommer altid nogle uforudsete omkostninger, ekstra fundering og tilslutninger til diverse ting. Der har det virkelig været en lækker oplevelse, at hos Levehuse var prisen sat fra start, og det var meget overskueligt, hvad det kostede, når vi lavede tilvalg. Det kan jeg forestille mig, er en kæmpe fordel, hvis man bygger hus for første gang – for selvom det var 3. gang for vores vedkommende, var det en lettelse, at vi ikke skulle forholde os til alle de ekstra ting”, forklarer Morten.

Da sidste spørgsmål er krydset af på listen følger Konrad os logrende til døren. Tak til Morten og Martin for at invitere os indenfor😊